Brodervandring på Caminoen: 114 kilometer med åbent sind

Fra Sarria til Santiago

Vandringen begyndte i Sarria, hvor bjergene gradvist bliver til bakker, og hvor ruten bevæger sig gennem det grønne galiciske landskab. Undervejs gik brødrene i højder fra cirka 300 til 750 meter over havet. Turen var, som brødrene selv kaldte den, "den nemme udgave". Bagagen blev kørt fra hotel til hotel, morgenkaffen stod klar, og der var ingen kolde herberger eller snorkende medrejsende på sovesale.

Det var et bevidst valg. Ikke for at gøre vandringen mindre meningsfuld, men for at give plads til noget andet. "Den nemme udgave gav os tid til at nå at mærke det indre på den korte tid, det trods alt er kun at gå i en uge", lød det fra en af brødrene. Den energi, der ikke skulle bruges på logistik og praktiske irritationsmomenter, kunne i stedet bruges på samtaler, stilhed og eftertanke. Og det var netop dér, det egentlige udbytte af vandringen viste sig.

Morgenord — en daglig invitation til refleksion

Hver morgen inden afgang fik brødrene et lille stykke papir. Ikke en rutebeskrivelse eller et program for dagen, men et "morgenord": en kort tekst, der satte en ramme for dagens vandring og inviterede til indre eftertanke.

Ordene fulgte turens rytme. Første dag handlede om stilhed og om at lytte uden allerede at forberede sit svar. Midt på turen, da benene begyndte at mærke kilometerne, handlede morgenordet om mildhed mod sig selv. På den sidste dag inden Santiago lød spørgsmålet: Hvad tager jeg med mig videre, når denne vandring slutter? Et af morgenordene lød sådan:

Når trætheden melder sig, bliver vi tydelige for os selv.

Det, vi gemmer, får lettere plads.

Lad os i dag møde det med mildhed.

Ikke som svaghed — men som styrke med hjerte.

At være barmhjertig er ikke kun mod andre,

men også mod sig selv.

Den, der kan tilgive og forstå, går lettere — også når vejen er tung.

Til eftertanke: Hvordan taler jeg til mig selv, når det er svært?

For flere af deltagerne blev morgenordene en vigtig del af vandringen. "Dine sedler med morgenord var gode til at starte refleksionen", skrev en af brødrene efterfølgende. Han tilføjede: "Vi kunne sagtens have haft mere debat om dem under vandringen, men jeg fornemmer, at vi hver især også havde et behov for at vende tankerne indad. Det hjalp de med."

Samtaler, stilhed og fællesskab

Det er vanskeligt at gå 114 kilometer sammen uden at komme tættere på hinanden. Samtalerne kom og gik i takt med dagens kilometer. Nogle gange bar ordene brødrene fremad. Andre gange døde samtalen langsomt ud, og stilheden tog over. Men også stilheden blev en del af fællesskabet. "Jeg vil huske Caminoen for den snak, som til tider langsomt døde ud i løbet af dagens kilometer, og til tider gav energi til at fortsætte. Også i stilheden fandt jeg et fællesskab — det var spændende at opleve, at vi kunne være stille sammen", fortalte en af brødrene.

Om aftenen, ofte over et glas øl eller vin, samledes brødrene om et enkelt ritual: én ting oplevet, én ting lært, én ting at tage med. Der var ingen diskussion og ingen vurdering. Kun deling. I sin enkelhed fik det karakter af noget frimurerisk; et fælles rum, hvor den enkelte kunne tale ud fra sig selv, og hvor de øvrige lyttede.

For flere af deltagerne kom vandringen til at spejle noget velkendt fra frimureriet. Caminoen blev ikke kun en rute gennem et landskab, men også et billede på menneskets arbejde med sig selv. En af brødrene beskrev det som: "En vandring fra det rå mod det mere forarbejdede. Ikke perfekt. Ikke færdigt. Men mere bevidst."

Undervejs blev der gået, talt, lyttet og tiet. Og som det ofte sker på en pilgrimsfærd, fik konkrete handlinger symbolsk betydning. En af brødrene lagde en sten tilbage i kirken i Santiago. Ikke som et offer, men som en erkendelse. Noget skulle lægges fra sig, før noget andet kunne få plads til at vokse.

Da præsten i katedralen i Santiago de Compostela bød velkommen med ordene "God rejse på jeres fortsatte pilgrimsfærd", ramte det noget centralt hos flere af deltagerne. For selv om vandringen fysisk sluttede i Santiago, var der en tydelig fornemmelse af, at den egentlige pilgrimsfærd fortsætter. Ikke nødvendigvis på spanske stier, men i det liv, brødrene vendte hjem til.

Buen Camino

Caminoen beskrives ofte som en vej, hvor mennesket formes undervejs. For de ti brødre blev dagene mellem Sarria og Santiago en mulighed for at gå med åbent sind — sammen og hver for sig. Der blev gået 114 kilometer. Men måske var det vigtigste ikke distancen, landskabet eller ankomsten. Måske var det, at der undervejs blev plads til det, man ellers ikke altid når at høre: stilheden, samtalen, broderskabet og den indre eftertanke.

Hvad er Caminoen?

• Camino de Santiago henviser til "Jakobsvejen" og er en fælles betegnelse for flere pilgrimsruter, der fører til Santiago de Compostela i Galicien i det nordvestlige Spanien.
• Målet for ruterne er katedralen i Santiago de Compostela, der traditionelt forbindes med apostlen Jakob. Camino Francés, den franske vej, er den mest kendte af ruterne. Den går gennem det nordlige Spanien og ender i Santiago de Compostela.
• Strækningen fra Sarria til Santiago er en af de mest benyttede dele af Camino Francés. Den er omkring 114 kilometer lang og er populær, fordi den ligger inden for den distance, der kræves for at kunne modtage det traditionelle pilgrimscertifikat, Compostela.
• Pilgrimme hilser ofte hinanden med ordene "Buen Camino", som betyder "god vandring" eller "god vej".