Ordenens Stormester, Peter Dahl, fyldte 60 år i december 2025. I den anledning gennemførte Den Danske Frimurerorden en indsamling til fordel for Julemærkehjemmene, da Stormesteren havde givet udtryk for, at han ikke ønskede at modtage fødselsdagsgaver – men hellere så, at Ordenens loger og brødre betænkte Julemærkehjemmene.
Ordenens indsamling resulterede i ikke mindre end 150.000 kr. Hele 60.000 kr. kom direkte fra Broderbaandet af 17. april 1917, som er en forening under Den Danske Frimurerorden. Den er oprettet og bestyret af frimurerbrødre fra Ordenen, Det Danske Frimurerlaug samt Johanneslogeforbundet.
Rosa og Liva tog imod
Onsdag den 11. februar 2026 kunne Ordenens Stormester overrække donationen på Liljeborg Julemærkehjem i Roskilde, hvor Rosa og Liva på henholdsvis 9 og 12 år tog imod midlerne, som nu vil blive brugt til glæde og gavn for de fem julemærkehjem i Danmark.
Sammen med erhvervsfundraiser Lesley Hansen fra Julemærkehjemmene viste Rosa og Liva Ordenens Stormester og Ordenens øvrige repræsentanter rundt på Liljeborg Julemærkehjem, hvor de fortalte om deres ophold og hverdag – og ikke mindst om alle de positive ting, der er kommet ud af deres tid sammen med de andre børn og Liljeborg Julemærkehjems engagerede og dygtige personale.
Afhængig af donationer
Julemærkehjemmene modtager kun i begrænset omfang penge fra staten og er derfor fuldstændig afhængige af donationer for at kunne udføre deres vigtige arbejde, som Liljeborg Julemærkehjems forstander, Pernille Strøbæk, fortalte i forbindelse med overrækkelsen:
"Grundlæggende er det donationer – som den flotte donation, Den Danske Frimurerorden giver os i dag – der gør, at Julemærkehjemmene overhovedet kan eksistere, og som gør det muligt for alle familier i Danmark, uanset økonomisk og social baggrund, at sende deres barn ind i det fællesskab, som Julemærkehjemmene tilbyder. Et ophold her er jo gratis for familierne."
Hun fortalte også om, hvordan Julemærkehjemmene hele tiden arbejder på at forbedre deres indsats for børnene – også efter et endt ophold:
"Julemærkehjemmene er hele tiden i gang med at forbedre og udvikle den indsats og det hjælpearbejde, vi laver. Noget af det, vi har haft særligt stærkt fokus på i de senere år, er at blive bedre til at brobygge tilbage til barnets familie- og skoleliv, når børnene vender tilbage til hverdagen efter et 10 ugers ophold hos os – og det arbejde med koordinering og opfølgning kræver ressourcer."
En kæmpe tak
Hun rettede også en direkte tak til Ordenens Stormester, Ordenen og samtlige brødre:
"Jeg vil gerne sige et af hjertet tak på børnenes og Julemærkehjemmenes vegne for denne donation – en kæmpe, kæmpe tak. Der ligger jo en stor indsats bag overhovedet at gøre sådan en donation mulig. Det, at I har vores hjælpearbejde på sinde, viser, at I – sammen med os – tager et medansvar for, at det er og bliver de voksnes ansvar, at vores børn trives og har det godt, og at alle børn har en fair chance for at klare sig i livet. For det begynder jo med børnene. Hvis man skal have et godt voksenliv, ved vi, at det begynder med barndommen. At børnene får et godt, sundt og lykkeligt liv senere hen – uanset hvilke forudsætninger de er kommet til verden med – det er det, vi har fokus på. Derfor skal der lyde en stor tak, fordi Den Danske Frimurerorden tager et medansvar sammen med os for, at vores børn kan få en ny start på Julemærkehjemmene og en fair chance senere i livet."
Om Julemærkehjemmene
Julemærkehjemmene hjælper børn i alderen 7-14 år, der kæmper med mistrivsel, ensomhed, mobning eller overvægt. Under et ophold får børnene støtte til at opbygge selvværd, styrke deres sociale fællesskaber og udvikle sunde vaner – så de kan vende hjem med ny tro på sig selv og en bedre hverdag.
I dag hviler Julemærkehjemmene næsten udelukkende på donationer fra privatpersoner, virksomheder, velgørende organisationer og fonde. Tidligere blev driften finansieret af overskuddet fra salget af julemærker.
H.M. Dronningen er protektor for Julemærkehjemmene.
Læs mere om Julemærkehjemmene her…
Om Den Danske Frimurerorden
Den Danske Frimurerorden består af 92 loger på landsplan og tæller ca. 6.500 brødre. Her mødes mænd i alle aldre og fra alle dele af samfundet for at arbejde med personlig udvikling og fællesskab. Barmhjertighed er en central værdi i frimureriet, og gennem mere end 280 år har Ordenen omsat denne værdi til konkret velgørenhedsarbejde til gavn for andre.














Foto: Jesper Gynther
©DDFO - Dennis Møller

© Knud Minor Duckert
Foto: Knud Duckert
Foto: Kenneth Rasmussen
Privat foto