I stort set alle sammenhænge, hvor nogen spørger ind til frimureriet som historisk fænomen, kommer der også spørgsmål til den lyssky del af frimureriets historie, sammenkoblingen til historiske revolutioner, regeringskonspirationer, kongemagtsforbindelser, sammenhæng med religion osv. Svarene er ofte lige så interessante som spørgsmålene. Her giver vi et bud på dét, der i frimurerkredse hersker mest enighed om.
Først et forbehold. Der eksisterer ikke ét, objektivt eller "rigtigt" svar på, hvor frimureriet kommer fra, eller hvordan det præcist har udviklet sig til de systemer, som vi kender i dag. Det betyder ikke, at der ikke eksisterer gode forklaringer på det meste. Det betyder, at der på mange felter ikke findes entydig, faktuel dokumentation. Dette er en af hovedårsagerne til de mange myter om frimureriet. Men når dette er sagt, så har logerne også været rodet ind i mange, forskellige, historiske, politiske og trosmæssige forviklinger. Nok til, at der ikke går røg af branden, uden at der er ild (eller i hvert fald gløder).
Det er i skyggen af tårnhøje gotiske katedraler og i hvisken fra gamle ritualer, at vi skal finde frimureriets form, som et broderskab gennemsyret af symbolik, filosofi og mystik. Frimureriets udvikling begynder ikke som et enestående øjeblik, men som et gobelintæppe vævet af mange forskellige påvirkninger, der i det mindste spænder over de åndelige praksisser fra de egyptiske og græske mysterieskoler, middelalderlige stenhuggeres håndværk, renæssancens intellektuelle opvågning og oplysningstidens filosofiske påvirkning.
Den ældgamle præcedens: mysterier og hellige symboler
Længe før frimureriet dukkede op som idé, kan de symbolske rammer spores til antikkens mystiske traditioner, især dem fra Egypten og Grækenland. Den egyptiske skole omkring Osiris-legenden, centreret om temaerne genfødsel og guddommelig viden, resonerer med den frimureriske tankeverden. I de græske "eleusinske mysterier" gennemgik de indviede særlige, hemmelige ceremonier, der lovede større forståelse for livets mysterier og håbet om et liv med højere åndelig erkendelse.
På samme måde har den pythagoræiske tradition med sin sammensmeltning af matematik og kosmisk harmoni sat et aftryk, især i ærbødigheden for hellig geometri. Pythagoras spiller fortsat en stor rolle i det engelske frimureri. På trods af indflydelsen fra de ældgamle systemer, eksisterer der ingen direkte dokumentation for forbindelsen. Vi skal frem til middelalderen, før vi ser de første fortællinger.
Middelalderens Europa: det operative grundlag
Det ældste, kendte dokument, der allegorisk beskriver traditionerne i den operative murergerning, er det såkaldte "Regius-digt", som dateres til ca. 1390. Det kaldes også "Halliwell-manuskriptet" efter den herre, som bragte det frem i lyset og daterede det. Den første del fortæller håndværkets traditionelle historie. Den anden del beskriver de rigtige mureres pligter, mens den tredje del er af moralsk karakter.
Dernæst udkom "Cooke-manuskriptet", der dateres til ca. 1420. Dette strækker sig over 960 linjer, som uddyber Regius-digtet ved at inkorporere elementer fra Bibelen. Begge dokumenter benytter bibelske historier og personer allegorisk som grundlag for murerfilosofien samt idéverdenens udbredelse via matematikeren Euklid og frem til den engelske kong Athelstan, der var angelsaksisk konge i årene 924-927. Det hele må dog antages som en påstand eller en legende.
Den første konstituion
Nogle engelske frimurere mener at vide, at Cooke-manuskriptet blev benyttet som inspiration, da den engelske Stormester George Payne i 1720 skrev nogle af de første generelle retningslinjer for frimureriet, som var grundlaget for den første, engelske fundamentalkonstitution, som den efterfølgende Stormester, James Anderson, udgav i 1723, og som bekendt er blevet grundlaget for det moderne frimureri.
Således fremstår frimureriets første egentlige konstitution, som mange betragter som den håndgribelige begyndelse, som forankret i en god blanding af inspiration – men med en central historie om middelalderens fysiske murerlaug. De byggede de mægtige katedraler (hvoraf den første er St. Denis-katedralen i Paris, der er fra 1144), som afspejlinger af Guds perfektion. Det er derfor blevet en udbredt fortælling, at "murerlaugene" bestod af "frie murere", hvilket betød, at de ikke var stavnsbundne, men en fri, omrejsende sammenslutning. De benyttede sig derfor af særlige ritualer for overlevering af viden fra mester til svend til lærling.
Det er ikke svært at forestille sig, at selve byggeriet hurtigt kunne antages som åndelig allegori. Ethvert menneske påvirkes personligt ved byggeriets grundlæggelse (visdom), rejsning (styrke) og udsmykning (skønhed). Man kan gætte på, at præcist dette inspirerede Regius og Cooke, og at det derfor blev oplagt at tage andre ind i sammenslutningerne, der ikke var deciderede murere. Derfor er symbolikken i byggemeterialer og -værktøjer, som "den rå sten" og "den kubiske sten", lodsnoren og vaterpasset samt vinklen og passeren blevet til logiske, moralske allegorier i frimureriet.
Det er vanskeligt at vide, hvordan denne frimureriske idé om en filosofisk tilgang til murerfaget udviklede sig i årene efter de oprindelige manuskripter, som eftertiden har lært at kende som "The Old Charges". Dette var imidlertid en periode præget af renæssancen, hvor flere strømninger var i spil i forhold til videreførelsen af de gamle mysterietraditioner, og hvor især hermetismen vandt frem gennem oversættelser og udbredelse af ældre tekster. Samtidig var perioden præget af den romersk-katolske kirkes storhedstid. Kirken besad betydelig magt, og det samme gjaldt inkvisitionen, som slog hårdt ned på det, der blev opfattet som kættersk tankegang, herunder esoteriske og mystiske læresystemer.
Skiftet i oplysningstiden
Med renæssancen som baggrund markerede oplysningstiden et vigtigt vendepunkt for frimureriet. Det var i denne periode, at intellektuel nysgerrighed, videnskabelig tænkning og humanisme for alvor begyndte at præge Europa. Man kan formode, at frimureriet også hentede inspiration fra hermetismen, den jødiske kabbalah og andre esoteriske strømninger, som vandt udbredelse i tiden.
Man ved blandt andet, at den engelske politiker og alkymiker Elias Ashmole i 1646 skrev om sin optagelse i en loge i Warrington i England. Selv om denne omtale står ret alene i kildematerialet, må det antages, at også andre blev optaget i de eksisterende loger på samme tid, selv om der ikke foreligger samtidige beskrivelser heraf.
Dette ændrede sig i 1717, som traditionelt regnes for den moderne frimurerordens fødselsår. I London gik fire loger sammen om at danne den første Storloge og etablere en fælles organisatorisk ramme. Begivenheden markerede overgangen fra et mere uformelt netværk af loger til et organiseret broderskab med fælles ledelse, standardiserede ritualer og et gradssystem.
De oplyste
Voltaire, den franske filosof og ubønhørlige kritiker af religiøs ortodoksi, omfavnede frimureriet og fandt dets vægt på tolerance og fornuft helt på linje med sine egne værdier. I USA mener mange frimurere, at frimureriets tankeverden og værdier spillede en rolle i udformningen af den unge republik, ikke mindst gennem skikkelser som Benjamin Franklin og George Washington, der blev opfattet som fortalere for idealerne om frihed og broderskab.
I Frankrig blev frimureriet vævet ind i det førrevolutionære samfunds struktur. Logerne tiltrak såvel aristokrater som intellektuelle fra middelklassen og skabte dermed et sjældent rum, hvor mennesker fra forskellige samfundslag kunne mødes som ligeværdige. Broderskabets idealer om frihed, lighed og broderskab fandt genklang hos mange af dem, der senere skulle komme til at præge den franske revolution.
Men de idealer, der gjorde frimureriet til et fyrtårn for fremskridt, vakte også mistænksomhed og modstand. Især den katolske kirke betragtede frimureriet som en trussel. I 1738 fordømte pave Clemens XII frimureriet i bullen "In eminenti apostolatus specula". Kirken anklagede frimureriet for at fremme religiøs ligegyldighed og hævdede, at dets vægt på fornuft undergravede kirkens lære. En fordømmelse, som i forskellige former fortsat præger forholdet mellem den katolske kirke og frimureriet.
Kulturel resonans og konspirationsteorier
Det 19. og 20. århundrede bragte hidtil usete forandringer i form af politiske omvæltninger, industrielle revolutioner og globale konflikter. De forskellige frimurersystemer tilpassede sig imidlertid løbende de nye vilkår og udvidede både deres rækkevidde og indflydelse, samtidig med at de måtte håndtere skandaler, forfølgelse og konspirationsteorier.
Principperne om frihed i tanke fandt genklang på tværs af kontinenter, hvilket gjorde frimureriet særligt tiltalende i USA, men også i mange andre dele af verden. Frimureriet blev flere steder tæt forbundet med uafhængighedsbevægelser, og ledere som den sydamerikanske frihedshelt Simón Bolívar blev ofte knyttet til disse idealer. Det samme gjorde sig gældende i Italien med Giuseppe Garibaldi.
Efterhånden som frimureriet bredte sig, opstod der imidlertid også forskellige retninger. Storlogerne udviklede forskellige fortolkninger af frimureriets filosofi og praksis, hvilket førte til uenigheder og splittelser og dermed til udviklingen af forskellige ritualsystemer. I England eksisterede der således i en periode to Storloger, som arbejdede uafhængigt af hinanden, indtil de blev forenet i 1813. Herefter oplevede frimureriet næsten ubrudt fremgang, og omkring år 1900 eksisterede der mere end 2.800 loger under Storlogen i London.
Fremkomsten af højgradssystemer, såsom det såkaldte "Scottish Rite", der hovedsageligt praktiseres i USA, introducerede mystiske elementer fra mange forskellige esoteriske traditioner og selskaber. I Sverige udviklede forfatteren Carl Frieddrich Eckleff og hertug Carl af Södermanland (senere kong Carl XIII af Sverige og Carl II af Norge) "Det Svenske System" som et unikt frimurersystem på kristen grund. Det er det frimurersystem, som Den Danske Frimurerorden anvender i dag.
Forfølgelse prægede også denne periode. Nazityskland og det kommunistiske Rusland gjorde frimurere til mål for statslig undertrykkelse. Især Hitler betragtede frimureriet som en del af en formodet global sammensværgelse. Tusindvis af frimurere blev fængslet eller forfulgt, deres loger blev ødelagt, og deres symboler blev forbudt. Noget lignende oplevede vi også i Danmark under besættelsen, hvor Stamhuset i København blev overtaget af den tyske besættelsesmagt.
Frimureriet i dag
Hermed er vi fremme ved vor egen tid, hvor vi kan konstatere, at frimureriet fortsat inspirerer og øver indflydelse, og hvor mystikken stadig fascinerer. Samtidig findes der fortsat kritikere, som hævder, at skjulte frimureriske eliter kontrollerer regeringer, banker og medier.
Selv om sådanne teorier er grundløse, lever de delvist videre på grund af frimureriets fortsatte ønske om at holde visse dele af ritualerne fortrolige. Modviljen mod offentligt at kommentere sådanne beskyldninger bliver ofte misfortolket som en bekræftelse af dem. Samtidig er mange loger gennem de senere år blevet mere åbne om deres virksomhed, og i dag er der reelt ikke mange hemmeligheder tilbage.
I 2017 kunne frimureriet fejre sit 300-års jubilæum. Jubilæet blev blandt andet markeret med en stor særloge i Royal Albert Hall i London under ledelse af Stormesteren, hertugen af Kent.
Frimureriets historie afspejler både dets modstandskraft og de udfordringer, der følger med at navigere i en verden under konstant forandring. I dag fortsætter broderskabet med at vække fascination og debat og legemliggør fortsat menneskets søgen efter visdom, fællesskab og åndelig udvikling.
Claus Fonnesbech





©DDFO
© Kenneth Rasmussen
@DDFO