Sankt Johanneslogen Egin i Rønne har igen i år ydet en betydelig indsats for mennesker i
lokalsamfundet gennem julehjælp og donationer til lokale initiativer.
Arbejdet har for nylig fået flot omtale i Bornholms Tidende, hvor logen fortæller mere åbent om sit hjælpearbejde og engagement i det bornholmske samfund. Tidligere har frimurerlogen været mere tilbageholdende med at fortælle om sine donationer, men i dag ønsker logen i højere grad at synliggøre den indsats, der ydes lokalt.
I samarbejde med præster på Bornholm har logen i år bidraget til uddeling af 112 julehjælpspakker til familier og enkeltpersoner, der har brug for støtte i juletiden. Hver pakke indeholder blandt andet madvarer, søde sager og legetøj til børnene. Alt sammen med det formål at give modtagerne mulighed for at holde en værdig juleaften.
Behovet for julehjælp er steget de senere år. Hvor der i begyndelsen blev uddelt langt færre pakker, er antallet gradvist vokset, hvilket afspejler de økonomiske udfordringer, mange familier oplever.
De lokale præster står for at udpege modtagerne og forestår også selve uddelingen, så hjælpen når frem til dem, der har størst behov.
Julehjælpen finansieres i høj grad af bidrag fra logens egne medlemmer. Mange brødre støtter ordningen gennem frivillige bidrag, og logen supplerer efter behov for at sikre, at hjælpen kan gennemføres.
Donationer til lokale initiativer
Ud over julehjælpen har logen i år også støttet andre lokale formål.
Der er blandt andet doneret 75.000 kroner til Afsnit for Lindrende Behandling på Bornholms Hospital, hvor midlerne skal bruges til møbler og inventar, der kan skabe bedre rammer for patienter og pårørende i en svær tid.
Derudover har logen støttet det frivillige initiativ Tumletoppen i Allinge med 10.000 kroner til aktiviteter for småbørnsfamilier.
“Det at være frimurer indebærer blandt andet, at man arbejder på at blive en bedre udgave af sig selv. At udvise medfølelse og omsorg, især over for mennesker i en vanskelig situation, er en vigtig del af det,” siger Henrik Juul-Pedersen, ordførende mester i Sankt
Johanneslogen Egin.
For brødrene i logen er hjælpearbejdet en naturlig del af det frimureriske arbejde. Frimureriet lægger vægt på værdier som medmenneskelighed, omsorg og ansvar. Værdier som også kommer til udtryk i logernes engagement i lokalsamfundet.
På Bornholm har frimureriet rødder tilbage til slutningen af 1800-tallet, og Sankt Johanneslogen Egin har siden 1922 haft sit virke i Rønne.
Om Den Danske Frimurerorden
Den Danske Frimurerorden består af 92 loger på landsplan og tæller ca. 6.500 brødre. Her mødes mænd i alle aldre og fra alle dele af samfundet for at arbejde med personlig udvikling og fællesskab. Barmhjertighed er en central værdi i frimureriet, og gennem mere end 280 år har Ordenen omsat denne værdi til konkret velgørenhedsarbejde til gavn for andre.






