Frimurerlogen i Esbjerg overrækker donation til Hospice Sydvestjylland

Hospicer er en mærkesag for Den Danske Frimurerorden. Siden 2006 har alle ordensloger samlet ind til danske hospicer i forbindelse med afholdelsen af logernes årlige højtidsfest. Alene i 2024 rundede brødrenes indsamling 500.000 kr. Pengene er tiltænkt donationer til hospicer på tværs af landet og kan søges til formål, der yder hjælp og lindring til patienter, pårørende og personale.

I den anledning kunne en lille delegation, bestående af Ordførende Mester for Sankt Johanneslogen Excelsior i Esbjerg, Henning Andersen, regionsrepræsentant i Velfærdsdirektoriet og Provinsiallogen i Odenses Anden Deputeret Mester, Christian Skipper, samt Jens Christian Bundesen fra Excelsior, begive sig til Hospice Sydvestjylland. Med sig bragte de en donation på hele 72.000 kr.

Personalet på Hospice Sydvestjylland har længe haft et ønske om at kunne tilbyde pårørende en sovemulighed tæt på deres syge kære. Med denne donation bliver det muligt at indkøbe sovesofaer, så pårørende kan være tæt på deres kære i livets svære stunder.

I forbindelse med overrækkelsen udtalte Ordførende Mester Henning Andersen: "Det er en stor glæde, at vi som frimurere kan overbringe jer denne donation. Vi håber, at den vil skabe lindring for både pårørende og patienter."

"Hvor er vi glade for jeres donation – det betyder så meget – og vil gøre en stor forskel her i huset", udtalte Pernille Tandrup Nielsen, konstitueret souschef ved Hospice Sydvestjylland.

Hospice Sydvestjylland

Du kan læse mere om Hospice Sydvestjylland på hospicesydvestjylland.dk

Den Danske Frimurerorden – og frimureri i praksis

Den Danske Frimurerorden, der består af 92 loger over hele landet og tæller ca. 7.000 medlemmer, er et selvstændigt ordenssamfund, hvor mænd i alle aldre og fra alle samfundsgrupper mødes for at arbejde med deres personlige udvikling. Den for frimureriet så vigtige barmhjertighed, der udspringer af næstekærlighedsbuddet, har gennem Ordenens ca. 280-årige historie fået et konkret udtryk i Ordenens velgørenhedsarbejde. Læs mere om dette arbejde og frimureri i praksis her.

Øvrige nyheder
Privat foto
Foto: Knud Minor Duckert
Træner og initiativtager til Hekla Heroes, Simon Feddersen Madsen (th), hilser på Sankt Johannes Logen Dannebrogs ordførende mester, Niels V. Bonde. Boldklubben Heklas kendte orange sol danner midtpunkt.Træner og initiativtager til Hekla Heroes, Simon Feddersen Madsen (th), hilser på Sankt Johannes Logen Dannebrogs ordførende mester, Niels V. Bonde. Boldklubben Heklas kendte orange sol danner midtpunkt.
Nyhedsarkiv
Fotograf: Dennis Møller
Foto: Kenneth Rasmussen / DDFO