Mellem tradition og fornyelse

Jeg bliver ofte spurgt: "Hvad vil det egentlig sige at være frimurer?"
Mit svar er hverken kort eller færdigt. For frimureriet er ikke en konklusion – det er en rejse. En proces. Et sted, hvor man får mulighed for at lære sig selv bedre at kende, sammen med andre.

Min egen rejse begyndte med en nysgerrighed. Ikke efter noget hemmeligt, men efter noget meningsfuldt. Jeg ønskede et sted, hvor man kunne tale om livets store spørgsmål uden ironi eller overflade. Et sted, hvor man kunne være alvorlig – og blive taget alvorligt.

Jeg fandt det i Den Danske Frimurerorden.

Det første, jeg bemærkede, var stemningen. Stilheden. Tilstedeværelsen. Det var, som om tiden gik i stå – ikke fordi der ikke skete noget, men fordi noget andet fik lov til at være i centrum: Eftertanke. Indsigt. Fællesskab.

Vi mødes i logen iført kjole og sort, og det sætter en ramme. En påmindelse om, at her træder vi ind som brødre – ikke som titler eller professioner. Her er vi ikke direktører, lærere eller håndværkere. Vi er bare mennesker. Og vi arbejder med det, der er fælles for os alle: Livet og samvittigheden.

Det, der rører mig mest, er følelsen af, at man ikke står alene. At man kan støtte sig til de brødre, der går vejen før én – og samtidig være noget for dem, der kommer efter.

Frimureriet har lært mig, at det ikke handler om at blive et andet menneske. Det handler om at blive mere af det menneske, man er skabt til at være.

Og den rejse – den stopper aldrig.

Knud Minor Duckert