Den Danske Frimurerorden har doneret 100.000 kroner til Kirkens Korshær i Odense, der i år markerer sit 100-års jubilæum. Pengene skal gå til en særlig jubilæumsfest for byens udsatte borgere.

Når Kirkens Korshær i Odense fejrer 100 år, bliver det ikke kun markeret med officielle arrangementer og receptioner. Jubilæet skal også fejres sammen med de mennesker, som organisationens arbejde først og fremmest handler om.

Det sker med støtte fra Den Danske Frimurerorden, der har doneret 100.000 kroner til Kirkens Korshær i Odense. Donationen skal være med til at finansiere en stor jubilæumsfest for op mod 200 af Korshærens brugere med fællesskab, god mad og musikalsk underholdning.

“På festdagen samler vi op mod 200 mennesker til fællesskab, god mad og underholdning i et stort telt. Menuen bliver helstegt pattegris med tilbehør, og aftenen afsluttes med musikalsk underholdning ved Johnny Hansen fra Kandis,” fortæller Alice Rasmussen, formand for Korshærsrådet i Odense.

For Kirkens Korshær er det afgørende, at jubilæet også bliver en dag for de mennesker, der til daglig bruger organisationens tilbud.

“For os er det vigtigt, at jubilæet også bliver en fest for de mennesker, som vores arbejde først og fremmest handler om. Mange af vores brugere lever i stor økonomisk og social udsathed og har sjældent mulighed for at deltage i større fællesskabsarrangementer,” siger Alice Rasmussen.

Hos Den Danske Frimurerorden lægger man vægt på, at donationen ligger i naturlig forlængelse af frimureriets værdier.

“At yde hjælp og barmhjertighed til andre er vigtige begreber i frimureriet. Derfor betyder det meget for broderskabet, at vi kan bidrage til Kirkens Korshærs arbejde,” siger Provinsialmester i Odense Jan Bang Feifer.

Han glæder sig over, at donationen kan være med til at skabe en positiv oplevelse for mennesker, der ofte står i vanskelige livssituationer.

“Vi er meget glade for, at vi med vores donation kan give Korshærens brugere et lys i en ofte mørk hverdag. Det bliver en dag, de kan glæde sig til, og som forhåbentlig kan skabe en masse positive minder,” siger Jan Bang Feifer.

Donationen blev overrakt af Ordførende Mester Claus Wichmann ved Kirkens Korshærs reception på Odense Rådhus den 19. maj 2025.

Den Danske Frimurerorden ønsker Kirkens Korshær tillykke med jubilæet og håber, at både frivillige og brugere får en festlig og mindeværdig dag sammen.

På Fyn er Den Danske Frimurerorden blandt andet repræsenteret med tre loger i Odense samt loger i Kerteminde, Nyborg, Svendborg, Faaborg, Assens og Middelfart.

Om Den Danske Frimurerorden

Den Danske Frimurerorden består af 92 loger på landsplan og tæller ca. 6.500 brødre. Her mødes mænd i alle aldre og fra alle dele af samfundet for at arbejde med personlig udvikling og fællesskab. Barmhjertighed er en central værdi i frimureriet, og gennem mere end 280 år har Ordenen omsat denne værdi til konkret velgørenhedsarbejde til gavn for andre.

Læs mere om dette arbejde her…

Øvrige nyheder