Symboler og symbolik

Trinvis adgang til indsigt

Ordenslæren kan sammenlignes med en skole; her begynder vi ikke i afgangsklassen, men på første trin, og dette første trin er forudsætningen for og indledningen til den viden og de indsigter, som de følgende trin åbner for. I Ordenssammenhæng kaldes disse trin for grader, og de rummer et meget omfattende stofområde, som langsomt afdækkes lige fra optagelsen i Ordenen og efterhånden, som man opnår forfremmelse til nye grader. Indholdet formidles via et væld af gamle og indholdsrige symboler og ceremonier.

Som mennesker med forskellig uddannelse, livserfaring, interesse og tilgang til livets mange facetter vil vi også have forskellig personlig tilgang til symbolerne. De giver mening på varierende måde til hvert enkelt menneske, ligesom symbolernes indhold nuanceres og udbygges lag på lag i Ordenssammenhæng. Dertil kommer, at også symboler gennem tiden undergår forandring – både i deres anvendelse i forskellige folkelige og religiøse sammenhænge og i den måde, de bliver anvendt og tolket i Ordenen.

Et gammelt græsk ord

Den frimureriske idéverden betjener sig i udtalt grad af symboler og symbolik. Symbolsproget når om bag ved – ned til det grundlæggende – ned til de vandførende lag – ind til idéen. Det gælder også allegorien og metaforen. En allegori betegner almindeligvis ”at tale billedligt”. Det kan være en fortælling, et billede eller et digt, hvor mennesker og situationer eller begivenheder står for noget andet. F.eks. kan ”manden med leen og timeglasset” være en allegori på døden, hvor timeglasset og leen er symboler på døden. Allegorien anskueliggør ofte ideer og begreber ved personer eller symboler.

Symbolet er normalt mere enkelt, hvor allegorien er mere sammensat. De fleste vil således opfatte et kors som et symbol for kristendommen eller kirken. Men en person, f.eks. en apostel, der gengives med et kors, er en allegori, som kan dække over, hvem han er, og hvordan han døde – at det skete på et kors af denne specielle udformning. Der findes en lang række forskellige korsformer, f.eks. Andreas-kors og Filips-kors. Allegorien appellerer mere til, at den enkelte kan tolke indholdet, hvorimod symbolet oftest er for ”de indviede”.

I Ordenslæren anvendes symboler som sindbilleder. Et sindbillede er et sanseligt billede på noget abstrakt – noget fra vores verden, der fortæller om en ”usynlig” verden, som – selv om den ikke kan ses – kan være virkelig nok endda. Især i dén betydning bruger vi nu om stunder ordet symbol, selv om ordet sindbillede egentlig er mere dækkende. Senere udviklede ordet symbol sig til at betyde et billede eller et tegn, ja, ligefrem et ord eller en genstand, der i sit indhold kom til at handle om et forhold eller et begreb. Symboler bruger vi dér, hvor almindelige ord ikke slår til. Troen bruger symboler. Troen taler ved hjælp af symbolik.

Fra forundring til forandring

Ordenslæren et skatkammer af inspirerende symbolik, der kan medvirke til at forme og påvirke den hverdag, der altid venter udenfor logens port. Hvert eneste trin på Ordenens gradsstige er således præget af forundring, både i ritualernes dybsindige tale og i de mange symbolers rige indhold – i dét, der sker, og i dét, der bliver sagt. Det giver derfor sig selv, at dét, vi oplever under logearbejdet – lige fra vi træder indenfor og til den sidste grad, vi opnår – at dét i vidt omfang giver anledning til forundring, fordi det rummer uendelig mange facetter og veje til visdom og inspiration.

Forundring er oplevelse i videste forstand. Forundring er en del af livets brændstof. Forundring giver fremdrift. Forundring gør livet rigt og intenst – til fordybelse – med symbolsproget som ingrediens og krydderi!