Frimurerlogen er rammen om det rituelle arbejde og brødrenes sociale samvær. I Ordenen fortæller vi åbent om alt vedrørende frimureriet – dog ikke om ritualerne. De er forbeholdt nye og nuværende brødre, som skal opleve dem.

Ritualerne er ikke hemmelige, fordi de er farlige, skadelige eller fordækte, men fordi de virker bedst, når de er ukendte. Overraskelsen og den personlige indlevelse er forudsætningen for at få den fulde oplevelse af og forståelse for enhver ny grad.

En rejse gennem livet

Ordenen arbejder efter et frimurerisk system med elleve grader, kendt som det svenske system, som også bruges i Sverige, Norge, Island og Finland. De fleste brødre når gennem årene X grad, mens XI grad kun er for Stormesteren og de øverste embedsmænd, herunder medlemmerne af Det Højeste Råd, som hjælper Stormesteren med at lede Ordenen.

Vandringen gennem graderne kan ses som en rejse gennem livet. Det er spændende og udfordrende, og undervejs smelter oplevelser, erfaringer og refleksion sammen – samtidig med, at du ofte bliver stillet over for spørgsmål, der får dig til at tænke. Ritualer og symboler opleves forskelligt fra broder til broder, alt efter baggrund, interesser og erfaringer. Netop det gør frimureriet så interessant.

Det svenske system er unikt, fordi det følger en rød tråd fra I til XI grad. Systemet bygger på et kristent fundament, så medlemskab af Ordenen kræver kristen baggrund. Ordenen forventer dog ikke, at du har en bestemt måde at tro på.

Ordenen ønsker tværtimod at hjælpe os brødre med selv at tage stilling og forstå os selv og vores liv bedre: Hvem er vi, hvad betyder vores handlinger, og hvordan kan vi skabe et godt liv?

Gennem arbejdet i Ordenens grader får vi mulighed for at udvikle os personligt og reflektere over vores værdier, handlinger og relationer. Hver grad er bygget op omkring konkrete erfaringer og læring, som giver nye perspektiver, selvindsigt og forståelse. Over tid giver arbejdet i graderne et sammenhængende billede af frimureriets principper og af, hvordan vi kan anvende dem i vores liv.