Velkommen på rejsen!
Til STJL Dannebrogs åbningsaften havde logens ordførende mester disse ord med som velkomst til brødrene, til de nye, til de ældre, til det nye år.
af Niels V. Bonde, Ordførende Mester
Mandag, den 16. september 2024.
– Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted.
Sådan lyder det i C.V. Jørgensens sang fra 1980. Solens stråler er ikke helt så varme, som for bare nogle uger side – det er længere om at blive lyst om morgenen og tidlige mørkt
Et stort antal svaler fløj for nogle dage siden, nærmest legende rundt foran mine vinduer – deres sommerophold var ved at være forbi, og måske skulle de med deres leg mellem bygningerne, lige prøve formen af, før de mange tusinder kilometer tilbage til Afrika.
Der er mange tegn på, at vi har lagt sommeren bag os – og for vores vedkommende sommerpausen. Ligesom svaler vender vi ”hjem” – vi fortsætter vores frimureriske rejse – vi mødes igen til arbejdet her i logesalen.
Kære brødre, jeg håber at I alle har haft en dejlig sommer, med mange oplevelser med familie og venner. Jeg håber, at I har nydt de lyse tider – og solens varme, når den ellers ville levere.
Et nyt arbejdsår med Den Kongelige Kunst er også en tid, hvor vi fortsætter det, vi for kortere eller længere tid siden begyndte på. Det er også en tid, hvor vi byder velkommen til en række nye brødre i logen – vi begynder i aften.
Vel er det nye brødre, som nu begynder deres frimureriske rejse, men det er også vores – og i særdeleshed de nye brødres faddere, som tager imod og skal være en del af den fælles rejse. Lad os igen tage godt imod nye brødre, og lad os holde godt fat i vores værdier og sikre os, at det vi står for, også bliver en del af de kommende generationer i vores Orden.
Lad os tage godt imod et nyt logeår, vores kommende nye brødre – lad os tage godt imod hinanden.