Informationsmøde i Dannebrog

Dannebrogs informationsmøder tiltrækker mange interesserede i det frimureriske liv, så tilmeld dine gæster i god tid.

Informationsmøderne i Dannebrog er ramme om ofte forbløffende og rørende oplevelser, når inviterede gæster stifter bekendtskab med frimureriets samfund, tanker og ritualer. Det er for manges vedkommende nærkontakt for første gang.

Dannebrogs informationsmøde afvikles som en uformel sammenkomst i en tilberedning af hygge og selskabelighed. Mødet har den kerne af alvor, at det kan være her, gæsternes frimureriske rejse tager sin begyndelse.

Første del af informationsmødet former sig som en guidet rundtur i det historiske hus, hvis majestætiske størrelse imponerer de fleste.

Derefter inviteres til bords, hvor STJL Dannebrog informerer om betingelserne for logelivet, for dets udbytte og dets omkostninger.

Sidste del af informations-arrangementet er konverserende samvær ved bordene hen over en bid brød og et glas.

Dannebrogs informationsmøder tiltrækker traditionelt ganske mange interesserede, hvorfor redaktionen anbefaler tilmelding i god tid til broder sekretær på s@stjl-dannebrog.dk eller til redaktion@stjl-dannebrog.dk. -PS

lørdag
12
oktober

2024

Informationsmøde

09:30 - 14:00

Blegdamsvej 23, 2100 København Ø